Vi er Fyns største svømmeklub – og lidt mere end det
DIF og DGI har netop offentliggjort medlemstallene for 2024 – og vi er både glade og stolte:
Med hele 2.430 medlemmer er Svømmeklubben FREM Odense nu officielt den største svømmeklub på Fyn ifølge DIF – og den syvendestørste i hele Danmark.
Samtidig er vi også den næststørste idrætsforening i Odense.
Men hvem er vi egentlig, når vi ikke lige tæller medlemmer?
Vi er en svømmeklub for alle.
Hos FREM møder du børn, unge, voksne og ældre – motionister, idrætsudøvere, livredderspirer og nysgerrige vandelskere. Vi rummer mange forskellige mennesker, og vi ser det som en styrke.
Vi hjælper børn og unge med at blive trygge i vand og udvikle deres færdigheder – men vi stopper ikke dér. Vi har også et stort fokus på sundhed og trivsel for voksne.
Hos os kan man f.eks. gå til aquafitness, aquayoga, "lær at svømme som voksen", teknikhold og meget mere.
Derudover tilbyder vi hold for gravide, for politiets og forsvarets veteraner, samt for børn og voksne med handicap eller særlige behov – og vi har også et samarbejde med Reden om et særligt svømmetilbud.
Vi konkurrerer også – og med stor glæde!
I FREM dyrker vi vandpolo, konkurrencesvømning, kunstsvømning, udspring og livredning (ja, livredning!).
VI FREM’MER klubånd gennem tryghed, færdigheder og fællesskaber i vand
Hos os handler det ikke kun om at lære at svømme – det handler om at høre til.
Det handler om trivsel, om at udvikle sig, og om at dele glæden ved vandet med andre.
Vi er stolte af at være en klub, der favner bredt, og hvor fællesskab, udvikling og rummelighed svømmer side om side.
Så hvem er FREM?
Vi er Fyns største svømmeklub – og måske også den mest alsidige.